Improvisation – om pædagogens møde med barnet i æstetiske processer.

Studiets formål er at undersøge, hvorledes pædagoger møder børn i æstetiske processer – aktiviteter, hvor børnene tilegner sig ny erkendelse i mødet med materialer og får mulighed for at skabe personlige udtryk. I artiklen undersøges spørgsmålet: Hvordan kan improvisation knyttes an til pædagogens rolle i en æstetisk-pædagogisk praksis, og hvordan kan et begreb som improvisation være med til at kvalificere pædagogens praksis med henblik på at fremme børns egne udtryk? Dette undersøges ud fra den grundlæggende præmis, at improvisation kan læres, og formålet er at fremskrive en forståelse af fænomenet improvisation som et bidrag til at kvalificere æstetisk-pædagogisk praksis. Improvisation forstås i artiklen som et fænomen, der bygger på et komplekst samspil mellem planlægning og planløshed.

Ligesom jazzmusikeren skal pædagogen både mestre sit håndværk til fuldkommenhed og samtidig kunne åbne sig intuitivt og sansende for det øjeblik, der vil kaldes frem. I løbet af aktionsforskningsprojektet bliver pædagogerne i stigende grad bevidste om deres egen rolle som deltagere i de æstetiske processer, både som rammesætter og som udøver. Meget tyder på, at der i pædagogens interaktion med børnene i æstetiske processer er lighedstræk med jazzmusikeres samspil på scenen. Et samspil, der bygger på såvel grundlæggende rammer som håndværk og på evnen til at lytte og fornemme andres ideer og indspil. Pædagogerne udfordres, når deres rolle i den æstetiske proces ændrer karakter. Når rammesætningen træder lidt i baggrunden, og pædagogen skal gå ind i en mere åben og afventende tilstand, kræves en anden måde at forholde sig på, som er en tilstedeværelse i øjeblikket. Pædagogerne udfordres, når der opstår en "planløshed" og usikkerhed inden for den planlagte rammesætning, men det er her, børnene kan komme med deres indspil og udtrykke sig i æstetiske processer. Det er særligt udfordrende, når pædagogerne retter deres opmærksomhed mod de mål, de har fastlagt for processen. I de tilfælde taber de fokus på børnenes udtryk og deres indspil. Omvendt viser det sig tydeligt, at når pædagogerne retter opmærksomheden mod betydningen af deres egen fulde tilstedeværelse og bevidst går ind i processen med åbenhed, så flyttes deres perspektiv fra at nå et bestemt mål henimod en anden måde at være til stede på. Pædagogerne oplever at opnå ro og glæde ved at være til stede i øjeblikket. Det fortolkes som et udtryk for bevidsthed om og accept af, at det ukendte og uforudsigelige kan give energi til processen og samspillet.

Forfatteren peger på, at når pædagogen kan identificere og bliver opmærksom på det dynamiske forhold mellem sin planlægning og sin improvisatoriske måde at forholde sig på, så kan der etableres et gehør i en æstetisk-pædagogisk praksis, der kan kvalificere børnenes tilvejebringelse af egne udtryk.

Artiklens empiriske datamateriale er en del af et større 2 år langt aktionsforskningsprojekt. I aktionsforskningsprojektet har pædagoger fra Aarhus, Randers og Herning Kommune samt forskere fra det danske VIA University College, der ligger i Århus, indgået i mindre aktionsforskningsgrupper. Artiklen baserer sig på datamateriale fra disse aktionsforskningsgrupper. Børnegruppen bestod af børn fra både børnehave og vuggestue. Fire pædagoger deltog sammen med forfatteren. I forløbet blev der gennemført 4 delprojekter og afholdt ca. 15 møder. Hvert delprojekt har haft en varighed af 3-4 uger, og forfatteren har deltaget i forløbet og foretaget observationer som en del af forløbet (ca. 40 timer). Datamaterialet bygger på observationer, praksisfortællinger, foto- og videodokumentation samt noter og lydoptagelser fra fælles reflekterende samtaler i såvel planlægnings- som evalueringsprocesser. Desuden indgår noter fra analyseseminarer på tværs af de 3 aktionsforskningsgrupper.

På baggrund af projektet har forfatteren identificeret en række pædagogiske tilgange, der synes at have klare lighedstræk med den måde, hvorpå musikere indgår i improvisatoriske samspil på scenen. Det undersøges derfor, hvordan improvisationsbegrebet kan anvendes til at beskrive og kvalificere en særlig æstetisk-pædagogisk praksis i børnehaven.

Svendsen S. (2014). ”Improvisation – om pædagogens møde med barnet i æstetiske processer”. Tidsskrift for nordisk barnehageforskning, 8(7), 1-14.