Förskolans dokumentations- och bedömningspraktik. En diskursanalys av förskollärares gemensamma tal om dokumentation och bedömning

Formålet med studiet er at bidrage med viden om dokumentationsarbejde og vurderingsmetoder i daginstitutioner. Fokus er på pædagogernes samtaler om dokumentation og vurdering, og hvordan diskurser om dokumentationsarbejde og vurderingspraksis opretholdes, udfordres eller genskabes.

Resultaterne viser, at pædagoger i daginstitutioner taler om dokumentation som noget, der bliver reguleret med læreplanen som autoritet. Derudover ser de dokumentationsarbejdet som noget, der synes at være fordelagtigt for daginstitutionen og medarbejdernes omdømme, børnenes udvikling og daginstitutionens udvikling. Dokumentation omtales også som et redskab, der kan bruges til at arbejde med børns interesser og indflydelse. Alle disse talehandlinger legitimerer dokumentationsarbejdet i daginstitutionen.

I modsætning til dette er der nogle få talehandlinger, der sætter spørgsmålstegn ved daginstitutionen dokumentationspraksis. Spørgsmålet om, hvorvidt daginstitutioner fungerer som en “Big Brother“-verden, bliver stillet. Fotografier og film dukker op som særligt vigtige dokumentationsværktøjer med gode konsekvenser for børnenes udvikling, organisationens synlighed for omsorgspersonerne og for at sætte fokus på læring. Børnenes deltagelse i dokumentationsarbejdet retfærdiggøres af pædagogerne på flere måder, selv om børnene kun har få muligheder for at modsætte sig dokumentationen.

Pædagogerne demonstrerer både nødvendigheden og ønskværdigheden af vurderingsbegrebet i daginstitutionens dokumentations- og vurderingsarbejde. Samtalerne viser høj semantisk modalitet, når pædagogerne udtrykker modvilje mod at vurdere det enkelte barn, men samtidigt indrømmer de, at det er noget, de skal gøre. De legitimerer dette gennem påstande om, at vurderingen er det bedste for børnene. Vurdering af sammenhængen mellem aktiviteter og børnenes handlinger fremtræder som ønskelige gennem samtalerne.     

I analysen af, hvordan pædagoger taler om dokumentation og vurdering, har forfatteren udpeget fem forskellige måder at henvise til disse processer på. Det gælder for diskurser om magtstrukturer, læring, professionalisering, digitalisering og velfærd. 

Studiets metodologi bygger på Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Udgangspunktet for studiet er den måde, hvorpå pædagoger gennem deres talehandlinger udtrykker, hvad de ser som sund fornuft i betragtning af dokumentation og vurdering. Datamaterialet blev indsamlet gennem to fokusgrupper med i alt ti pædagoger. Pædagogernes talehandlinger blev analyseret gennem de analytiske begreber om modalitet og legitimitet.

Virtanen, M. (2018). “Förskolans dokumentations- och bedömningspraktik. En diskursanalys av förskollärares gemensamma tal om dokumentation och bedömning». Akademisk avhandling. Linnéuniversitetet.