Physical activity and music to support pre-school children's mathematics learning

Forfatter
Elofsson, J., Bohm, A. E., Jeppsson, C., Samuelsson, J.
År
2018

Formål

Studiet sammenligner, hvor godt to forskellige undervisningsmetoder lærer børnehavebørn at regne. Den ene undervisningsmetode, "Math in action" (MIA), kombinerer indlæring af matematik med fysisk aktivitet og musik. Den anden undervisningsmetode, "Common numeral activities in preschool" (CNA), er baseret på mere traditionel matematikundervisning. Studiet undersøger også, hvordan børn med forskellige motoriske færdigheder reagerer på de to forskellige undervisningsmetoder. Forfatterne fremsætter to hypoteser og et forskningsspørgsmål: 1) Børn, der lærer matematik i et miljø med fysisk aktivitet og musik, udvikler signifikant bedre regnefærdigheder end børn, der lærer matematik med almindelige talaktiviteter. 2) Der er en sammenhæng mellem børns motoriske færdigheder og regnefærdigheder. 3) I hvor stor grad vil børn med forskellige motoriske færdigheder drage fordel af at lære regning, når undervisningen kombineres med fysisk aktivitet og musik?

Resultat

Studiet viser, at førskolebørn, der lærer matematik ved hjælp af fysisk aktivitet og musik, udvikler regnefærdigheder signifikant bedre end børn, som får en mere traditionel matematikundervisning. Forfatterne hævder også, at børn med gode motoriske færdigheder har lettere ved at lære matematik. Dette gælder både den gruppe, der blev undervist med MIA, og den gruppe, der fik CNA-undervisning. Både børn med gode motoriske færdigheder og børn med motoriske udfordringer udviklede bedre regnefærdigheder efter undervisningen med MIA end den samme type børn i gruppen, der fik CNA-undervisning. 

Design

Studiet brugte et udvalg på 53 børn fra samme børnehave, som blev fordelt på de to forskellige undervisningsmetoder. Ingen af børnene havde deltaget i formel matematikundervisning tidligere. Børnene blev testet i matematiske og motoriske færdigheder både før og efter undervisningsperioden. For at sikre, at de to forskellige grupper var mest muligt ens i udgangspunktet, blev børn med gode matematiske og motoriske færdigheder blandet med børn, som fik lavere score i førtestene, og/eller som havde motoriske udfordringer. 

Referencer

Elofsson, J., Bohm, A. E., Jeppsson, C. & Samuelsson, J. (2018). "Physical activity and music to support pre-school children's mathematics learning". Education 3-13, 46(5):483-493. 

Opdragsgiver

Vetenskapsrådet, Sverige