Formål
Studiet undersøger, hvordan adgang til legetøj og materialer påvirker børns leg, samt hvordan daginstitutioner kan tilpasse det fysiske miljø for at stimulere børns kreative leg. Forskningsspørgsmålet er: Hvordan kan udvalget og tilgængeligheden af legetøjsmaterialer i daginstitutionens fysiske indendørsmiljø påvirke børns legemuligheder?
Resultat
Resultaterne viser betydelige forskelle i børnegruppernes praksis. Nogle børnegrupper tilbydes et varieret udvalg af legetøjsmaterialer i lettilgængelige legeområder, mens andre har begrænset adgang til materialer, enten i form af tomme hylder eller rutiner, der kan begrænse børnenes legemuligheder. Studiet viser, at tilgængelige og fleksible legetøjsmaterialer, som børnene kan flytte rundt og kombinere, fremmer mere kreativ og inkluderende leg. Resultaterne understreger, hvordan børnenes leg kan styrkes ved at tilpasse daginstitutionens fysiske indendørsmiljø.
Design
Studiet indgår i forskningsprojektet Gode børnehaver for børn i Norge (GoBaN) og bygger på kvalitative observationsdata fra otte ud af i alt 205 børnegrupper i Norge, der deltog i projektet. Børnegrupperne bestod af mellem 18 og 40 børn hver. Fem af grupperne var sammensat af børn i alderen 3–5 år, én gruppe bestod udelukkende af 4-årige, mens to grupper omfattede børn i alderen 1–5 år. Forskerne observerede børnenes adgang til legetøjsmaterialer og hvordan det påvirkede deres legemuligheder. Data blev indsamlet over tre dage for hver gruppe, hvor observationer af børnenes leg blev logget, og der blev registreret, hvordan materialerne var organiseret og tilgængelige. Analyserne af observationerne blev kombineret med billeder af daginstitutionens rum og udstyr.
Referencer
Nilsen, T. R., Bjørnestad, E., & Hannås, B. M. (2022). Utvalg og tilgjengelighet av lekemateriell og barns lekemuligheter i det fysiske innemiljøet i barnehagen. Nordisk barnehageforskning, 19(3).