Approaches and educational assessments of children’s speech, language and communication development in Swedish preschools

Forfatter
Nordberg, A. & Jacobsson, K.
Kilde
Early Child Development and Care
År
2019

Formål

Studiets mål er at undersøge, hvordan børns udvikling af tale, sprog og kommunikation beskrives og dokumenteres i svenske børnehaver. Et andet mål er at udforske, hvordan pædagoger og specialpædagoger i børnehaven selv beskriver, hvordan de tilnærmer sig og vurderer børnenes sproglige udvikling. Pædagogernes syn på koncepter som "videnskabeligt baseret" og "begrundet erfaring" og forskellige måder at følge op på sproglig udvikling for børn med behov for ekstra opfølgning er også blevet undersøgt. De tre forskningsspørgsmål er: 1) I hvilken grad og hvilke fremgangsmåder bruger pædagoger og specialpædagoger for at beskrive og dokumentere børns tale-, sprog- og kommunikationsudvikling? 2) Hvad påvirker pædagogernes og specialpædagogernes valg af vurderingsværktøjer og deres tilgang, når de beskriver og dokumenterer udviklingen af børns tale, sprog og kommunikation? 3) På hvilke måder bliver tale-, sprog- og kommunikationsudvikling beskrevet og dokumenteret i forhold til børn med behov for ekstra opfølgning i børnehaven, og findes der systematiske opfølgningsplaner for disse børn?

Resultat

Resultaterne viser, at flere af pædagogerne er usikre på, hvad det vil sige at arbejde på et videnskabeligt grundlag. Mens nogle af respondenterne reflekterede grundigt over dette, havde andre af dem en mere ureflekteret tilgang til temaet. Nogle af dem stolede på, at værktøjer, der var udarbejdet af andre, f.eks. det kommunale bureaukrati, var videnskabeligt baserede. Andre var sikre på, at de værktøjer, de brugte til at vurdere deres børns sproglige udvikling, var videnskabeligt kvalitetssikrede, fordi de selv havde vurderet dem kritisk sammen med kolleger og/eller i løbet af deres uddannelse. De fleste rapporterede, at de brugte systematiske sprogvurderingsværktøjer, når det gjaldt børn, der havde behov for ekstra opfølgning. Forfatterne af artiklen mener, at de mange forskellige måder at følge op på disse børns sproglige udvikling på, og på forskellige opfattelser af, hvad der ligger i vigtige begreber som "videnskabeligt grundlag" og "begrundet erfaring", er en udfordring for pædagoger i børnehaven. 

Design

Den udvalgte gruppe består af 33 pædagoger og 30 specialpædagoger fra svenske børnehaver, der besvarede et spørgeskema med både lukkede og åbne spørgsmål om praksisser vedrørende beskrivelse, dokumentation og opfølgning i relation til børnehavebørnenes udvikling inden for tale, sprog og kommunikation. De blev blandt andet spurgt om, hvilke vurderingsværktøjer de brugte, og om disse var baseret på begrundet erfaring eller videnskabelig forskning. Svarene blev analyseret ved hjælp af en indholdsanalyse og blev derefter sammenlignet.

Referencer

Nordberg, A. & Jacobsson, K. (2019). "Approaches and educational assessments of children’s speech, language and communication development in Swedish preschools". Early Child Development and Care.