Svensk förskolepersonals beskrivningar av teknik. LUMAT 3(2), 237-258.

Forfattere
Sundqvist, P.
Nilsson, T.
Gustafsson, P.
År
2015

Formål

Studiets overordnede formål er at undersøge, hvordan pædagogisk personale i svenske dagtilbud (förskola) beskriver teknik. Forfatterne stiller følgende spørgsmål: (1) Hvordan beskriver pædagogisk personale i dagtilbud, hvad teknik er? (2) Hvordan påvirker forskellige baggrundsfaktorer beskrivelserne af teknik?

Resultat

Overordnet viser resultaterne, at pædagogisk personale i dagtilbud beskriver teknik på flere forskellige måder – lige fra meget simple beskrivelser til mere komplekse beskrivelser. Mange respondenter er usikre på, hvor grænsen mellem teknik og naturvidenskab går, og blander derfor områderne sammen. Det er med andre ord svært for mange at beskrive, hvad der hører til hvilket område. Derudover viser resultaterne, at der er signifikante forskelle inden for variablen ”faggruppe” (förskollärare eller barnskötare), dvs. at der er forskel på, hvordan pædagoger (förskollärare) og andet pædagogisk personale i dagtilbud (barnskötare) beskriver teknik. På baggrund af dette resultat konkluderer forfatterne, at pædagoger lader til at have en dybere og mere kompleks forståelse for teknik end andet pædagogisk personale i dagtilbud.

Design

Studiets datamateriale består af et spørgeskema sendt til et tilfældigt udvalg af det pædagogiske personale (förskollärare och barnskötare) i én svensk kommune. 102 personalemedlemmer besvarede spørgeskemaet (63 förskollärare og 39 barnskötare), hvilket gav en svarprocent på 73. Spørgeskemaet bestod af både lukkede og åbne spørgsmål, der gav respondenten mulighed for at formulere personlige kommentarer. Datamaterialet blev analyseret både kvantitativt og kvalitativt. Den kvalitative analyse bestod af induktiv kategorisering af ét åbent spørgsmål: Hvad anser du for at være teknik? Dette spørgsmål blev stillet for at finde ud af, hvad respondenterne inkluderer i begrebet teknik, og hvad der er teknik er for dem. Spørgsmålet blev analyseret ved at anvende en konventionel indholdsanalyse, hvilket resulterede i otte kategorier. Herefter blev de skabte kategorier analyseret kvantitativt ved at beregne frekvensen af forskellige svar og ved at teste relationen mellem kategorierne og forskellige baggrundsvariable (alder, antal år i erhvervet, uddannelse i teknik-didaktik og faggruppe).

Referencer

Sundqvist, P., Nilsson, T. & Gustafsson, P. (2015). Svensk förskolepersonals beskrivningar av teknik. LUMAT 3(2), 237-258.

Opdragsgiver

uoplyst