"Barnehagestyreres arbeid med likestilling i barnehagen: Rapport fra en spørreskemaundersøkelse i Trøndelag." & "Likestilling i barnehagen: Sluttnotat fra forsknings- og utviklingsprosjektet ”Likestilling i barnehagen”".

Forfatter
Verstad, B., Børve, H.E. og Voll, A.-L.S.
Kilde
Steinkjer: Høgskolen i Nord-Trøndelag. (Rapport nr. 67). & Steinkjer: Høgskolen i Nord-Trøndelag. (Arbeidsnotat nr 232).
År
2010
ISBN
978-82-7456-603-3

Formål

Formålet med rapporten er at undersøge børnehavelederes arbejde med ligestilling i børnehaven i Trøndelag amt (Norge). Rapporten har fokus på personalets forståelse og vægtning af ligestilling og undersøger hvilke tiltag lederne iværksætter for at opfylde kravet om at 20 % af personalet skal udgøres af mænd. Specifikt undersøges det i hvilket omfang børnehaveledere har særlige rekrutteringsstrategier for mænd for at opnå kønsbalance blandt personalet. Rapporten er en del af det treårige forsknings- og ligestillingsprojekt Likestilling i barnehagen.

Resultat

Ifølge spørgeskemaet opfatter mange ledere ligestilling som lighed, og herved neutraliseres betydningen af køn, idet mænd og kvinder for at være ligestillede skal gøre de samme ting på den samme måde. Samtidig eksisterer der en forståelse af at kvinder og mænd er forskellige, og at denne forskellighed er en ressource for daginstitutionen og skal sikres ved at kvinder og mænd gives lige muligheder for at være forskellige. Knap 30 % af børnehavelederne svarer at de har integreret ligestilling i årsplanen og virksomhedsplanen. 38,5 % af de mandlige ledere og 21,2 % af de kvindelige ledere svarer at de har særlige rekrutteringsstrategier for mænd. Mandlige ledere er mere optaget af at arbejde med ligestillingsdokumenter end kvinder. 67 % af lederne svarer at de i jobannoncer særligt opfordrer mænd til at søge jobbet, og en tredjedel af respondenterne stiller sig positive over for at øremærke stillinger til mænd i børnehaven for at opnå en kønsbalance.

Design

Datamaterialet består af en elektronisk spørgeskemaundersøgelse udsendt til børnehaveledere i Trøndelag. Svarene fra spørgeskemaundersøgelsen er analyseret i et statistisk databehandlingsprogram. 549 børnehaveledere fik tilsendt spørgeskemaet, og heraf returnerede 317 deres besvarelser (58 %). Af de 317 besvarelser kom 291 fra kvindelige ledere, og 26 fra mandlige ledere. Andelen af mænd som besvarede skemaet, svarer til andelen af mandlige ledere på landsbasis, nemlig 8 %.

Referencer

Verstad, B. og Voll, A.-L.S. (2010). Barnehagestyreres arbeid med likestilling i barnehagen: Rapport fra en spørreskemaundersøkelse i Trøndelag. Steinkjer: Høgskolen i Nord-Trøndelag. (Rapport nr. 67). Verstad, B., Børve, H.E. og Voll, A.-L.S. (2010). Likestilling i barnehagen: Sluttnotat fra forsknings- og utviklingsprosjektet ”Likestilling i barnehagen”. Steinkjer: Høgskolen i Nord-Trøndelag. (Arbeidsnotat nr 232).

Opdragsgiver

Kunnskapsdepartementet (Norge)