”Med blicken på barnet – om olikheter inom förskolan som diskursiv praktik”.

Forfatter
Palla, L.
Kilde
Malmö: Malmö högskola.
År
2011
ISBN
978-91-86295-14-1

Formål

Undersøgelsens formål er at synliggøre, hvordan børn skabes som subjekter, når deres adfærd undrer, bekymrer og udfordrer det pædagogiske personale, samt hvilke muligheder eller begrænsninger for at handle anderledes der hermed skabes for børnene. Endvidere undersøges det, hvordan styring af børnene og deres adfærd formuleres i specialpædagogisk sammenhæng i dagtilbuddet.

Resultat

I studiet identificeres forskellige opfattelser af børnene, der er med til at konstruere børnene som multible subjekter. Disse opfattelser grupperes som barnet som voksende og udviklingsparat, barnet som reguleret, barnet som transparent og målbart, barnet som trængende/krævende og barnet som trygt og rutiniseret (dvs. at barnet er indlejret i dagtilbuddets rutiner og forstår dem). Der opstår inkonsistens i situationer, hvor personalet via talen forsøger at skabe rum for variation, men samtidig foretager diskursivt normaliserende handlinger via dokumentation og observation. Det konkluderes, at de diskursive praksisser, hvorigennem børnene i dagtilbuddet italesættes, medfører et vist råderum for børnene til at handle og være anderledes, så længe afvigelsen ikke er for tydelig eller i for høj grad bryder med dagtilbuddets regler. Forfatteren ser tendenser til, at en dokumentationskultur vinder frem i dagtilbuddet, og hun fremanalyserer, at denne kultur ved at optræde som sandheder om børnene og deres udvikling begrænser børnenes muligheder for at være anderledes. Børnenes alder er ifølge forfatteren en væsentlig kategori til at forstå normaliseringen, idet personalet og specialpædagogerne udtrykker et barnesyn, hvor børnene skal have nået bestemte udviklingstrin efter deres alder. Den normaliserende diskurs sameksisterer med en diskurs, der giver plads til børns forskelligheder.

Design

Datamaterialet består af to interviews med to specialpædagoger samt optagelser fra 13 samtaler mellem de to specialpædagoger og pædagogisk personale. Forfatteren var ikke til stede ved samtalerne, der i stedet blev optaget af specialpædagogerne. Herudover indgår i analysen omkring 80 tekster om børn og dokumentation udarbejdet af eller til det pædagogiske personale. Datamaterialet er analyseret ud fra en poststrukturalistisk analysestrategi inspireret af Foucault og Butler, og i analysen fokuseres på normer, magt, viden og styring.

Referencer

Palla, L. (2011). ”Med blicken på barnet – om olikheter inom förskolan som diskursiv praktik”. Malmö: Malmö högskola.

Opdragsgiver

Malmö högskola