Tanker fra barnehagen: Personalets refleksjoner om egne erfaringer med kjønn og likestilling.

Forfatter
Bakken, Y., Lindhardt, E. M.
År
2021

Formål

Studiet undersøger, om en bevidstgørelsesstrategi med fem refleksionstrin kan hjælpe ansatte i daginstitutioner med at blive mere bevidste om sammenhængen mellem egen opvækst og professionel praksis i forhold til køn og ligestilling. Studiet lægger vægt på ansattes udtalelser om egne erfaringer, samt erfaringer med bevidstgørelsesstrategien.

Resultat

Resultaterne viste forskelle mellem de ansattes erfaringer fra privatlivet og de retningslinjer, som de vidste, at de var forpligtede til at følge rent professionelt. Alligevel tyder resultaterne også på, at bevidstgørelsesmetoden kan øge bevidstheden om køn og bidrage til at mindske afstanden mellem det private og det professionelle. Erfaringerne fra daginstitutionerne med brug af metoden og arbejdet med temaet viste, at udveksling af erfaringer i trygge rammer og med visse systematiske retningslinjer kan bidrage til bevidstgørelse. Men det kræver, at der sættes tid af til egen refleksion, skriftlig dokumentation, gruppesamtaler og samtaler i plenum, hvor alle strategiens trin er planlagt på forhånd.

Design

Studiet blev udført blandt personalet i to norske daginstitutioner (en kommunal og en privat) med i alt 25 ansatte. Dataindsamlingen bestod af flere forskellige trin – med bevidstgørelsesstrategi som metodisk basis og køn og ligestilling som tema. På trin 1 og 2 blev de ansatte bedt om at reflektere over deres egen opvækst. På trin 3 og 4 talte de ansatte først med hinanden i små grupper, og derefter talte hele personalegruppen med hinanden ud fra disse refleksioner. På 5. og sidste trin var målet at uddrage de ansattes synspunkter på selve processen, og om de havde lært noget nyt og var blevet mere bevidste om temaer knyttet til køn. Hele processen varede cirka tre timer i hver børnehave.

Referencer

Bakken, Y. & Lindhardt, E. M. (2021). "Tanker fra barnehagen: Personalets refleksjoner om egne erfaringer med kjønn og likestilling". I Hvordan forstå fordommer? Om kontekstens betydning – i barnehage, skole og samfunn (s. 200-221). Universitetsforlaget.