Is the environment in kindergarten associated with the vegetables served and eaten? The BRA Study

Forfatter
Himberg-Sundet A., Kristiansen A. L., Bjelland M., Moser T., Holthe A., Andersen L. F., Lien N.
Kilde
Scandinavian Journal of Public Health, 47(5):538-547.
År
2019

Formål

For lille indtagelse af grøntsager er forbundet med dårlig folkesundhed og udvikling af overvægt og lidelser som diabetes 2, hjerte-kar-sygdomme og kræft. Det er vigtigt med gode spisevaner fra en tidlig alder, og norske daginstitutioner (vuggestuer og børnehaver) har et ansvar for at bidrage til dette. Formålet med undersøgelsen er at undersøge sammenhængen mellem økonomiske, politiske, sociokulturelle og fysiske miljøfaktorer i daginstitutioner og hyppigheden og variationen af serverede grøntsager samt mængden af de grøntsager, der indtages blandt børnehavebørnene.

Resultat

I børnehaver, hvor forældre betalte et månedligt gebyr til mad og drikke på mindst 251 NOK, blev der serveret en større mængde grøntsager. Mængden af spiste grøntsager var også højere i børnehaver, hvor medarbejderne betalte et månedligt gebyr for at kunne få og spise mad på arbejdspladsen. Desuden blev det rapporteret, at en større mængde grøntsager blev spist i børnehaver, som havde skriftlige retningslinjer for den tilbudte mad og drikke.

Design

Studiet indsamlede data gennem et papirbaseret spørgeskema besvaret af den pædagogiske leder i 115 børnehaveafdelinger, et papirbaseret spørgeskema besvaret af børnehaveledere i 69 børnehaver og en 5-dages grøntsagsdagbog udfyldt af personale i 122 børnehaveafdelinger. Samtlige udvalgte børnehave lå i amterne Vestfold og Buskerud, Norge. Undersøgelsen behandlede miljømæssige faktorer og hyppigheden og variationen af de serverede grøntsager i børnehaverne. De børn, der deltog i studiet, var mellem 3 og 5 år, da undersøgelsen startede.

Referencer

Himberg-Sundet, A., Kristiansen, A. L., Bjelland, M., Moser, T., Holthe, A., Andersen, L. F. & Lien, N. (2019). "Is the environment in kindergarten associated with the vegetables served and eaten? The BRA Study". Scandinavian Journal of Public Health, 47(5):538-547.

Opdragsgiver

Forskningsrådet, Norge; Throne Holst fond for ernæringsforskning, Universitet i Oslo, Norge