Preschool Teachers' Conceptualizations and Uses of Play Across Eight Countries

Forfatter
Rentzou, K., Slutsky, R., Tuul, M., Gol-Guven, M., Kragh-Müller, G., Foerch, D. F. & Paz-Albo, J.
Kilde
Early Childhood Education Journal, 47(1):1-14.
År
2019

Formål

Formålet er at udforske og sammenligne konceptualiseringer og brug af leg blandt børnehavepersonale i Danmark, Tyrkiet, Cypern, Italien, Estland, Spanien, Grækenland og USA. Studiet forsøger også at belyse ligheder og forskelle i opfattelsen for børnehavepersonale i de forskellige lande og at diskutere betydningen af fundene i forhold til, hvordan kulturelle aspekter påvirker definitioner og brug af leg. Forfatterne ønsker at bidrage til at udvide diskursen om leg, både i de aktuelle lande og internationalt.

Resultat

Analysen viser både universelle og ikke-universelle karakteristika ved leg. På trods af eksistensen af universelle karakteristika indikerer analysen variationer i udbredelsen af dem på tværs af landene. Konceptualiseringer af leg findes at være kulturspecifikke og uadskilleligt koblet til legens status i hvert af landene. Associationerne mellem definitioner og brug af leg ser samtidig ud til at være komplekse. Forfatterne mener, at resultaterne tyder på, at der i nogle lande er en udbredt "etos for leg", mens det i andre er skolificering, der råder, hvilket resulterer i modstridende holdninger til leg og fører til børnehavepersonalets kamp for at opnå en passende position for leg inden for forskellige barndomskontekster.

Design

Dataindsamlingen består af en spørgeundersøgelse med 30 spørgsmål, hvoraf otte af spørgsmålene var rettet mod respondenternes demografiske information, mens de resterende 22 spørgsmål var en blanding af lukkede og åbne spørgsmål om respondenternes definitioner af, brug af og holdninger til leg. Analysen tager udgangspunkt i fem af de åbne og lukkede spørgsmål. Det totale antal respondenter er 212.

Referencer

Rentzou, K., Slutsky, R., Tuul, M., Gol-Guven, M., Kragh-Müller, G., Foerch, D. F. & Paz-Albo, J. (2019). "Preschool Teachers' Conceptualizations and Uses of Play Across Eight Countries". Early Childhood Education Journal, 47(1):1-14.