Evaluering af den ernæringsmæssige kvalitet af madordninger i dagsinstitutioner.

Forfattere
Nielsen, M.H.
Lassen, A.D.
Christensen, L.M.
Sabinsky, M.
Kilde
Søborg: Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet.
År
2011
ISBN
978-87-92158-99-4

Formål

Formålet med undersøgelsen er at evaluere, hvor stor en del af dagtilbud med madordninger der opfylder Fødevarestyrelsens anbefalinger for det fælles frokostmåltid. Fødevarestyrelsen har opstillet følgende succeskriterium for den ernæringsmæssige kvalitet af dagtilbuddenes mad: ”I 2010 skal 20 % af de daginstitutioner, som har en madordning, der fungerer som erstatning for madpakken, leve op til Fødevarestyrelsens anbefalinger”. Rapportens resultater holdes op imod dette succeskriterium.

Resultat

36 % af dagtilbuddene efterlevede Fødevarestyrelsens anbefalinger, mens yderligere 45 % opnåede mange point uden helt at opfylde anbefalingerne. Særligt problematisk var det for mange dagtilbud at opfylde anbefalinger vedrørende ”kød, kødpålæg og æg”, især i forhold til kvalitet, ”fedtstoffer”, i forhold til både hyppighed og kvalitet, og ”ost”, i forhold til både hyppighed og kvalitet. Dette betyder, at børn i mange dagtilbud får tilbudt mere mættet fedt end anbefalet. Undersøgelsen viser, at det generelt er lidt sværere for dagtilbuddene at opfylde anbefalingerne for kvalitet, end det er at opfylde anbefalingerne for hyppighed. Forfatterne anbefaler derfor, at fokus bør være på at anvende produkter med en stor andel af umættet fedt frem for mættet fedt, samt at servere fisk, grøntsager, kartofler samt fuldkornsvarianter af ris, pasta og brød mere hyppigt. Desuden viser undersøgelsen, at dagtilbud med madordninger, der har eksisteret i længere tid, oftere lever op til anbefalingerne.

Design

Data er indsamlet gennem et spørgeskema, der afdækkede, hvad der blev udbudt til frokost i ugen forinden. For enkelte fødevaregrupper blev der spurgt til de sidste to eller fire uger. Spørgeskemaet afdækkede desuden relevante baggrundsvariable om institutionstype og frokostordninger. Spørgeskemaet blev sendt ud til et repræsentativt udsnit af dagtilbud i Danmark, 592 dagtilbud, og blev korrekt udfyldt og returneret af 376 dagtilbud. På baggrund af spørgeskemaet blev der udviklet et pointsystem, hvor dagtilbuddene fik point efter, hvor mange af Fødevarestyrelsens anbefalinger der blev opfyldt. For at en madordning opfylder anbefalingerne, definerede forfatterne, at dagtilbuddet skulle have minimum 80 % af de point, det er muligt at opnå. Materialet blev efterfølgende analyseret i statistikprogrammet SAS.

Referencer

Nielsen, M.H., Lassen, A.D., Christensen, L.M. & Sabinsky, M. (2011). ”Evaluering af den ernæringsmæssige kvalitet af madordninger i dagsinstitutioner”. Søborg: Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet.

Opdragsgiver

Fødevarestyrelsen