Brug af evidensbaserede metoder i seks pædagogiske institutioner. Når evidens møder den pædagogiske hverdag.

Forfattere
Buus, A-M.
Grundahl, T.H.
Hamilton, S.D.P.
Rasmussen, P.
Thomsen, U.N.
Wiberg, M.
Kilde
Rapport 3 – august 2012.
År
2012
ISBN
978-87-91543-88-3

Formål

Formålet med dette studie er at undersøge, hvordan evidensbaserede metoder, der er implementeret i pædagogiske institutioner, har indflydelse på det pædagogiske personales arbejde og anvendelse af viden og dømmekraft i deres pædagogiske praksis. Med evidensbaserede metoder henvises til metoder, som forskningen har påvist har en positiv effekt. Endvidere er formålet at analysere, hvordan personalets beskrivelser af de pædagogiske opgaver bliver kombineret med anvendelsen af forskellige former for viden som viden i praksis og viden i handling.

Resultat

Studiet viser, at der er stor variation mellem institutionerne med hensyn til, hvordan de har implementeret og anvender de evidensbaserede metoder, fra en udbredt og direkte anvendelse til en langt mere selektiv brug af metoden. Studiet viser endvidere, at det er svært at isolere de ansattes vidensgrundlag. I høj grad baserer de ansatte sig på institutionens kultur snarere end på deres egen forståelse. Ingen af de ansatte i studiet føler, at de har givet afkald på deres autonomi eller metodefrihed som en konsekvens af implementeringen af de evidensbaserede metoder. Snarere hævder de, at uanset om de følger en metode stringent eller mere løst som inspiration, har de stadig deres autonomi og dømmekraft. Mange oplyser også, at de mener, at arbejdet med de evidensbaserede metoder tilføjer en højere grad af professionalisme i deres pædagogiske praksis. Metoderne, retningslinjerne og vurderingskriterierne gør, at deres praksis bliver mere tydelig og præcis både for dem selv og for børnene og deres forældre. Mange af deltagerne kritiserer deres uddannelse for at være for teoribaseret og for lidt anvendelig i praksis. Studiet viser også, at det pædagogiske personales uddannelsesbaggrund i meget ringe grad spiller sammen med anvendelsen af de evidensbaserede metoder og den pædagogiske praksis. Dog viser resultaterne, at de ansattes erfaringer i høj grad har betydning for den pædagogiske praksis og anvendelsen af de evidensbaserede metoder.

Design

I alt seks institutioner fra tre forskellige danske kommuner indgår i studiet. De seks institutioner har implementeret evidensbaserede metoder, to institutioner arbejder med De utrolige år, to arbejder med PALS (Peer Assisted Learning Strategies), og de sidste to arbejder med ECERS (Early Childhood Enviroment Rating Scale). Forskerne har videoobserveret samt gennemført fokusgruppeinterviews med de ansatte i de seks institutioner.

Referencer

Buus, A-M., Grundahl, T.H., Hamilton, S.D.P., Rasmussen, P., Thomsen, U.N. & Wiberg, M. (2012). Brug af evidensbaserede metoder i seks pædagogiske institutioner. Når evidens møder den pædagogiske hverdag. Rapport 3 – august 2012. Aalborg Universitet, Institut for læring og filosofi.

Opdragsgiver

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund