Experiences with full-time child care attendance on young children in Norway: Parents' and early childhood teachers' views.

Forfattere
Undheim, A.M.
Drugli, M.B.
Kilde
International Research in Early Childhood Education 3(1), 1-40.
År
2012

Formål

Formålet med studiet er at undersøge forældres og det pædagogiske personales syn på fordele og ulemper ved fuldtidspasning af etårige børn i norske dagtilbud. Studiet undersøger, hvilken alder forældre og personale anser som optimal alder for pasning i dagtilbud. Derudover undersøges forældres og personalets oplevelser af småbørns pasning i dagtilbud, herunder navnlig oplevelser knyttet til graden af børns træthed ved pasning i dagtilbud. Derforuden undersøger studiet, i hvilket omfang forældre og det pædagogiske personale deler fælles forventninger og opererer med fælles udviklingsmål for barnets tidlige udvikling.

Resultat

Forfatterne konkluderer, at der er enighed blandt forældre og det pædagogiske personale om, at der er fordele ved dagtilbud. Dog viser studiet, at forældre har en tendens til at overvurdere fordelene ved dagtilbud for de yngste børns læring og socialisering. Ydermere viser studiet, at både forældre og personale har svært ved at svare på, hvad den ideelle alder for pasning i dagtilbud er, da der kan være individuelle forskelle mellem børnene. Overordnet set synes forældre og personale at finde 12-18 måneder som en passende alder for dagtilbudspasning. Derudover finder studiet, at både forældre og personale er bekymrede for det antal timer, børnene tilbringer i dagtilbud. Ifølge forældre og personale er det tydeligt, at de fleste af børnene er trætte efter en dag i dagtilbud. Børnene er kræsne, klynker, er mindre tålmodige og klamrer sig til deres forældre. Ifølge forældrene er det svært for barnet at forholde sig til så mange andre børn hele dagen, og aktivitetsniveauet i dagtilbuddet er for højt. På den anden side sætter mange forældre pris på disse aktiviteter, da de er med til, at børnene får mange spændende oplevelser i dagtilbuddet, og at de ikke føler et pres til selv at igangsætte forskellige aktiviteter derhjemme. Studiet viser endvidere, at det pædagogiske personale har en høj grad af indføling overfor børnenes individuelle behov. Studiet viser med andre ord, at pædagogerne udmærket ved, hvilket barn i børnegruppen der har brug for hvile, og hvordan det enkelte barn kan få den nødvendige støtte til afslapning.

Design

I alt deltog 35 norske dagtilbud i studiet. Datamaterialet består af kvalitative semi-strukturerede, åbne interviews, som blev udført med 35 personalemedlemmer og 41 forældre fra de inkluderede dagtilbud. Interviewene blev optaget på bånd og senere transskriberet. Herefter blev materialet analyseret ud fra elementer fra en grounded theory-tilgang.

Referencer

Undheim, A.M. & Drugli, M.B. (2012). Experiences with full-time child care attendance on young children in Norway: Parents' and early childhood teachers' views. International Research in Early Childhood Education 3(1), 1-40. Undheim, A.M. & Drugli, M.B. (2012). Age for enrolling in full-time childcare: a qualitative study of parent and caregiver perspectives. Early Child Development and Care 182(12), 1673-1682. Undheim, A.M. & Drugli, M.B. (2012). Perspective of parents and caregivers on the influence of full-time day-care attendance on young children. Early Child Development and Care 182(2), 233-247.

Opdragsgiver

uoplyst