Curiosity – A value-loaded notion. Exploring practices around curiosity in Early Childhood Education and Care (ECEC) in Norway

Forfatter
Menning, S. F.
Kilde
University of Agder
År
2019

Formål

Målet med den artikelbaserede afhandling er at udforske pædagogiske praksisser og refleksioner over temaet nysgerrighed i børnehaven ud fra etisk perspektiv. Forfatteren ønsker at give ansatte i børnehaven nye perspektiver på, hvordan værdiaspekter er og kan være en del af praksisserne vedrørende børns nysgerrighed. Afhandlingen har et forskningsspørgsmål og fire underordnede arbejdsspørgsmål: 1) Hvordan kan etisk teori tydeliggøre og bidrage til konceptet nysgerrighed i norsk børnehavepraksis? a) Hvilke dominerende værdiaspekter af nysgerrighed kan spores ud fra et udvalg af offentlige dokumenter om børnehaven? b) Hvordan reflekterer praktikere i en norsk kontekst over betydningen af nysgerrighed i deres praksis? c) Hvilke værdidilemmaer beskriver børnehavens personale, når de udfordres af børns nysgerrighed? d) Hvilket alternativt perspektiv på nysgerrighedens betydning i uddannelse kan synliggøres gennem etisk teoretisering?

Resultat

I dokumentanalysen af mulige sammenhænge mellem nysgerrighed og værdier i offentlige dokumenter var det dominerende perspektiv, at nysgerrighed for læring og øgning af viden blev værdsat, mens andre mulige legitimationer for nysgerrighedens relevans var mindre synlige. Børnehavepersonalet fortæller om flere værdidilemmaer, når de udfordres af børnenes nysgerrighed. De skal blandt andet navigere mellem at fremme ligestilling og støtte det enkelte barn, opretholde social orden og samtidig opfordre børnene til at sætte spørgsmålstegn ved status quo og være professionelle, samtidig med at de er personligt involveret. Forskeren mener, at der er en sammenhæng mellem relationel etisk teori og begrebet nysgerrighed i en pædagogisk kontekst og argumenterer for, at en alternativ begrundelse for nysgerrighedens værdi i uddannelsesinstitutionerne bør undersøges. Han hævder, at social nysgerrighed er noget, der skaber muligheder for forandring i relationer og er udtryk for en menneskelig iboende gensidig afhængighed.

Design

De empiriske data består af videoobservationer og fokusgruppeinterviews fra tre norske børnehaver. Derudover medvirkede personalet også i fokusgruppeinterviews i to andre børnehaver. Et udvælgelseskriterium for børnehaverne var, at de nævnte ordet nysgerrighed i en eller anden form på deres hjemmeside. Børnehaverne blev også valgt for at sikre en variation i pædagogiske profiler, organisering, en varieret socioøkonomisk baggrund hos børnene og variation i alder og uddannelse hos personalet. I alt bestod den udvalgte gruppe af 28 ansatte i børnehaven og 66 børn. Fokusgruppeinterviewene bestod af to faser: I den første fase blev personalet interviewet om holdninger til og erfaringer med børnenes nysgerrighed i børnehaven. Fase to bestod af et nyt interview, efter videoobservationen, hvor de ansatte reflekterede over egne praksisser. For at analysere værdiaspekter af nysgerrighed i offentlige dokumenter foretog forskeren en dokumentanalyse af rammeplanen for børnehaven, orienteringer fra Stortinget (Stortingsmeldinger) i perioden 2009-2016 og OECD-dokumenter, der omhandler kvalitet i børnehaven.

Referencer

Menning, S. F. (2019). “Curiosity – A value-loaded notion. Exploring practices around curiosity in Early Childhood Education and Care (ECEC) in Norway”. Academic thesis. University of Agder.