Musical pathfinders of the kindergarten

Forfatter
Knudsen, J. S., Aglen, G. S., Danbolt, I., Engesnes, N.
Kilde
Contemporary Issues in Early Childhood, 20(2):163–176.
År
2019

Formål

Studiet undersøger børnehavepersonales forskellige praksisser, når de er musikalsk aktive i samspil med børnene. Med udgangspunkt i antagelsen om, at en stigende kulturel mangfoldighed afspejles i flere forskellige musikalske praksisser, stiller forfatterne følgende forskningsspørgsmål: Hvordan kan vi forstå de forskellige praksisser, identifikationer og fagpositioner hos musikudøvere i børnehaven, og hvordan kan disse udfordre det fremherskende syn på professionel identitet og frembringe en ny forståelse af, hvad det vil sige at arbejde musikalsk i børnehaven?

Resultat

I analysen af dataene identificerede forfatterne fem forskellige typer musikalske ansatte i børnehaverne: Discjockeyen, tilrettelæggeren, korlederen, omsorgspersonen og artisten, som de mener fungerer som repræsentanter for variationen i musikalske praksisser i norske børnehaver. Forfatterne mener, at disse fem typer i varierende grad kan udfordre det fremherskende syn på børnehavepersonale og de omsorgsopgaver, de har. Disse ansattes professionelle forståelse knytter sig tættere til, at de i højere grad er kulturarbejdere end "moderlige" omsorgspersoner. På denne måde kan disse typer give os nye billeder af, hvad det vil sige at arbejde i børnehaven. De fleste i denne gruppe så ikke de musikalske aktiviteter med børnene som læringsaktiviteter, men mere som aktiviteter, der fremmede menneskelig interaktion. For mange af dem var det at arbejde med musik ikke kun knyttet til deres erhverv, men også et dybt personligt engagement. Dermed blev børnene let smittet af de voksnes entusiasme og glæde. Forfatterne mener dog, at de ansattes fokus på "egen" musik kan gå ud over stimuleringen af børnenes kulturelle behov og præferencer .

Design

Undersøgelsen er baseret på empiriske data indsamlet gennem observationer, feltnotater, interviews og lydoptagelser af musikalsk aktivitet i syv børnehaver i Oslo-området. Børnehaverne blev udvalgt, fordi de alle lagde stor vægt på musik i børnehavehverdagen. Udvælgelseskriteriet for børnehavepersonalet i den udvalgte gruppe var, at de var musikalsk aktive på daglig basis. Både organiserede og mere uorganiserede musikalske aktiviteter blev observeret og optaget på lydbånd. Interviewene med ansatte og ledere fokuserede på informanternes refleksioner over deres eget arbejde.

Referencer

Knudsen, J. S., Aglen, G. S., Danbolt, I. & Engesnes, N. (2019). «Musical pathfinders of the kindergarten”. Contemporary Issues in Early Childhood, 20(2):163–176.

Opdragsgiver

Utdanningsdirektoratet, Norge