Re-mediation in Early Childhood Teachers’ Reasoning about their Role in Play: An Empirical Study of the Learning Process of a Work Team

Back to front page
Forfatter
Stavholm, E., Lagerlöf, P., & Wallerstedt, C.
År
2022

Formål

Denne undersøgelse har til formål at bidrage til at udfylde forskningsgabet om pædagogers professionelle læring som en proces ved at generere ny viden om, hvordan pædagoger i daginstitutioner ændrer deres opfattelse af deres rolle i børns leg. Studiet undersøger, hvordan et team af pædagoger samarbejder om at ændre deres tankegang, når de introduceres til en teoretisk ramme, der omhandler dette emne. Forskningsspørgsmålet er: Hvordan samarbejder medlemmer af et pædagogteam om at ændre deres måde at ræsonnere på angående deres rolle i leg, når de introduceres til en teoretisk ramme med principper og implikationer for forståelsen af dette emne?

Resultat

Resultaterne fra studiet viser, at fokusgruppeinterviewene bidrog til, at pædagogerne ændrede deres måde at ræsonnere på om deres rolle i leg. Pædagogerne gik fra at være usikre på, hvor meget de skulle styre legen, til at betragte deres rolle som koordinatorer, der skal facilitere legens videre udvikling. Studiet fandt, at pædagogerne i starten var bekymrede for at styre legen for meget, men at de gennem diskussioner og refleksioner udviklede en mere nuanceret forståelse af deres rolle. Studiet understreger, at læring er en proces, der tager tid, og at pædagogerne ikke nødvendigvis bevæger sig lineært fra én forståelse til en anden. Det er uklart, om – og i givet fald hvordan – den ændrede forståelse af pædagogrollen påvirkede pædagogernes faktiske praksis i daginstitutionen.

Design

Dataindsamlingen i studiet består af seks lydoptagede fokusgruppeinterviews med et pædagogteam på fire pædagoger, der arbejder med børn i alderen 1–3 år i en svensk daginstitution. Interviewene, der hver varede omkring en time, blev gennemført over en periode på otte måneder og fokuserede på pædagogens rolle i børns leg. Før det første interview læste pædagogerne to artikler om lege-responsiv læring for at stimulere refleksion. I senere interviews blev videooptagelser af pædagogerne anvendt som grundlag for videostimuleret genkaldelse, hvor de reflekterede over deres egen praksis. Derudover deltog pædagogerne i forelæsninger om lege-responsiv læring i løbet af perioden.

Referencer

Stavholm, E., Lagerlöf, P., & Wallerstedt, C. (2022). Re-mediation in Early Childhood Teachers’ Reasoning about their Role in Play: An Empirical Study of the Learning Process of a Work Team. Early Years, 44(2), 341–355.