Crying and crying responses: A comparative exploration of pragmatic socialization in a Swedish and Japanese preschool.

Forfatter
Cekaite, A., Burdelski, M.
År
2021

Formål

Studiet udforsker begrebet pragmatisk socialisering (den sociale uddannelse og erfaring, som en person gennemgår for at kunne tilpasse sig og lykkes i forskellige sociale miljøer) ved at undersøge episoder, hvor børn i alderen to til tre år græder og de voksnes respons på denne gråd i to daginstitutioner i to forskellige lande – Sverige og Japan. Målet er at belyse ligheder og uligheder i de måder, hvorpå svenske og japanske pædagoger reagerer på gråd og at undersøge betydningen af disse reaktioner i forhold til børns pragmatiske socialisering.

Resultat

Resultaterne viser både ligheder og uligheder i voksnes reaktioner på børns gråd i daginstitutionerne i Sverige og Japan. En væsentlig forskel var, at de svenske pædagoger i højere grad vejledte barnet i eksplicit at artikulere, hvad det var for en uønsket handling, som havde ført til konflikten/gråden. De japanske pædagoger udførte dette "undersøgelsesarbejde" hurtigere ved blot at rette spørgsmålene om årsagen til ét af de involverede børn og ellers lod meget være usagt. Forskerne konkluderer, at voksnes reaktioner på børns gråd er både lokalt og kulturelt forankret, ved at de er knyttet til betingelserne for den umiddelbare interaktion og understøttet af institutionelle normer.

Design

Undersøgelsen bestod af to faser. Den første fase var en multimodal samtaleanalyse, som var baseret på audiovisuelle optagelser i en svensk daginstitution (63 timer i løbet af 18 måneder) og en japansk daginstitution (45 timer i løbet af 10 måneder) med henblik på at undersøge sociale handlinger og standpunkter på mikroniveau. På baggrund af denne analyse vurderede forskerne derefter implikationerne for det, som potentielt blev formidlet og fremmet på mesoniveau (fx identiteter og institutionelle normer) og makroniveau (fx samfundsmæssige normer og ideologier).

Referencer

Cekaite, A., & Burdelski, M. (2021). “Crying and crying responses: A comparative exploration of pragmatic socialization in a Swedish and Japanese preschool”. Journal of Pragmatics, 178:329-348.

Opdragsgiver

Vetenskapsrådet, Sverige