Samspillskvalitet mellom ansatte og små barn (1-3 år) i norske barnehager (dagtilbud)

Forfatter
Drugli, M. B. & Berg-Nielsen, T. S.
Kilde
Paideia, (17):37-47.
År
2019

Formål

Studiet undersøger samspilskvaliteten mellem ansatte og børn i norske småbørnsafdelinger. Med samspilskvalitet menes, hvordan de voksne støtter børnenes følelser, adfærd, læring og sprogudvikling i den normale børnehavehverdag.  Forskningsspørgsmålene er: 1) Hvordan er samspilskvaliteten i norske småbørnsafdelinger målt med CLASS (Classroom Assessment Scoring System) Toddler? 2) Hvilken sammenhæng er der mellem samspilskvaliteten målt med CLASS Toddler og strukturelle faktorer som ejerforhold, organisering, antal ansatte med pædagoguddannelse i afdelingen, antal børn i gruppen og barn-voksen-ratio? 3) Hvilken sammenhæng er der mellem de to samspilsdomæner "emotionel og adfærdsmæssig støtte" og "støtte til læring og udvikling"?

Resultat

De systematiske observationer viste, at de fleste børnehaver har middel til høje scorer inden for domænet emotionel og adfærdsmæssig støtte. Børnene oplevede dog kun lidt støtte med hensyn til læring, udvikling og sprog. Her lå gennemsnitsscoren i det øverste område af lave scorer. Emotionel og adfærdsmæssig støtte var højere, når der var færre børn pr. voksen på afdelingen. Støtte til læring og udvikling var noget bedre i traditionelle afdelingsbørnehaver sammenlignet med familiebørnehaver. For de øvrige strukturelle forhold var sammenhængene ikke-signifikante. Resultaterne viste en moderat sammenhæng mellem scorerne på de to samspilsdomæner.

Ifølge forskerne er det bekymrende, at kun omkring 11 % af afdelingerne havde scorer blandt de højeste på begge samspilsdomæner, mens hele 50 % havde scorer blandt de laveste på begge domæner. Forskerne mener, at resultaterne viser, at samspillet mellem små børn og ansatte i børnehaverne ikke nødvendigvis er godt nok, som det er i dag, og at der skal tilegnes mere viden om, hvordan samspilskvaliteten kan forbedres.

Design

Undersøgelsen er baseret på observation af almindelige hverdagssituationer i 106 afdelinger i 92 forskellige børnehaver. Børnene i disse afdelinger er i alderen 0-3 år. Ved hjælp af observationsmetoden CLASS Toddler blev samspilskvalitet mellem ansatte og børn på småbørnsafdelingerne målt på otte samspilsdimensioner fordelt på to hoveddomæner: "emotionel og adfærdsmæssig støtte" (relationer mellem børn og voksne og de voksnes sensitivitet over for børnene) og "støtte til læring og udvikling" (gensidigt samspil, hvor voksne udvider og beriger børnenes opmærksomhedsfokus, tankegang og sprog). Hver dimension fik en score fordelt på lav kvalitet, middel kvalitet og høj kvalitet. Efterfølgende blev der lavet en gennemsnitsscore for afdelingen. En lineær regressionsanalyse blev anvendt for at undersøge forholdet mellem samspilskvalitet og strukturelle faktorer.

Referencer

Drugli, M. B. & Berg-Nielsen, T. S. (2019). "Samspillskvalitet mellom ansatte og små barn (1-3 år) i norske barnehager (dagtilbud)" Paideia, (17):37-47.

Opdragsgiver

Ikke opgivet