En likvärdig förskola för alla barn: innebörder och indikatorer.

Forfatter
Persson, S.
Kilde
Stockholm: Vetenskapsrådet.
År
2015

Formål

Formålet med studiet er at indsamle viden om ligeværdighed i dagtilbud. Begrebet ligeværdighed hænger sammen med ønsket om at fremme social lighed. Studiet søger endvidere at udvikle indikatorer for ligeværdighed ud fra den indsamlede viden om børns muligheder for at opnå deres potentiale på trods af deres forskellige baggrunde.

Resultat

Studiet viser, at litteraturen overvejende kan klassificeres indenfor pædagogiske relationer eller strukturelle vilkår. De strukturelle vilkår, der rammesætter de pædagogiske relationer, kan støtte eller forhindre høj kvalitet i pædagogiske relationer. I forlængelse heraf indkredser studiet de strukturelle vilkår i tre kategorier: personalets uddannelse og kompetencer, personalets arbejdsvilkår og endelig institutionens tilgængelighed. Til hver af disse konstrueres en matrice, der har til formål at kunne virke som indikator for ligeværdighed både på nationalt og kommunalt niveau og på børneoptagelsesniveau, til kommende målinger og kortlægninger af ligeværdighed i dagtilbud. Studiet konkluderer endvidere, at pædagogiske relationer er vigtigst for børns læring og udvikling på kort og langt sigt. Kvaliteten af ligeværdighed afhænger dermed af personalets forståelse af barnets potentiale og den videre interaktion, der støtter barnets engagement, duelighed og aktivitet i dets læreprocesser. Personalets forhold til forældre spiller også en vigtig rolle i denne proces. Endelig diskuteres det i studiet, at dagtilbud har større muligheder for at fremme social lighed for alle børn i dagtilbud, hvis disse er engagerede i en bredere social og samfundsmæssig kontekst.

Design

Studiet er struktureret som et systematisk review med en supplerende analyse af indikatorer for ligeværdighed, som fremtidigt arbejde med ligeværdighed i dagtilbud kan bygge videre på. Reviewet bygger på specifikke søgninger i databaserne ERIC, ERC og NB-ECEC og inkluderer i alt 58 skandinaviske og internationale studier. Studierne er efterfølgende kategoriseret i hovedområder, og dertil er der udarbejdet matricer som indikatorer for ligeværdighed.

Referencer

Persson, S. (2015). En likvärdig förskola för alla barn: innebörder och indikatorer. Stockholm: Vetenskapsrådet.

Opdragsgiver

Vetenskapsrådet